Selvom vi nåede næsten helt ind i februar før jeg huskede det, skal I da ikke snydes for det sædvanlige recap af mit år 2009:
1. Hvad har du gjort i 2009, som du aldrig har prøvet før?
Startet mit eget firma, omsat for en halv million og foretaget en borgerlig vielse.
2. Holdt du dine nytårsforsætter?
Jeg har ingen nytårsforsætter. Er stor tilhænger af løbende forebyggelse frem for årlig reparation.
3. Fødte nogen, der står dig nær?
Ikke så vidt jeg lige husker. Men jeg kender nogle stykker der er gravide, og endnu flere der prøver at blive det. Kan godt mærke efterhånden at jeg og min omgangskreds har nået forældrealderen.
4. Døde nogen, der stod dig nær?
Nej, heldigvis ikke.
5. Hvilke fremmede lande besøgte du?
Sverige, Tyrkiet, England – og Jylland. ;-)
6. Hvad kunne du tænke dig i 2010, som du savnede i 2009?
Overordnet synes jeg at 2009 bød på stort set alt hvad man kunne ønske sig. Færdiggjort uddannelse, en spændende karriere som selvstændig med god løn, udlandsrejser og en sød kæreste. Måske lidt mere fritid – og så vil jeg gerne endnu mere ud og rejse, hvilket jeg sikkert også nok skal komme. :-)
7. Hvilken dato i 2009 vil stå mejslet ind i din hukommelse og hvorfor?
17. november var en meget speciel dag, fordi jeg mod min forventning ikke blev genvalgt til Hillerød Byråd. Der var jeg bestemt ikke glad. Men når en dør lukkes, åbnes en anden, og det har i dag banet vejen for at jeg pr. d. 1. februar starter på et nyt og meget spændende job, så det var bestemt ikke kun skidt!
8. Hvad var din største bedrift i 2009?
Jeg kan ikke pege på kun én, så her kommer tre: At finde Maria, at blive selvstændig erhvervsdrivende – med succes – og at forny Socialdemokraternes valgkamp markant ifm. kommunalvalget i Hillerød.
9. Din største fiasko?
Naturligvis at jeg ikke blev genvalgt til Hillerød Byråd. Jeg tror personligt at jeg blev for meget kampagnemedarbejder, og for lidt kandidat. Det viser bare hvor vigtigt det er at komme ud og få ringet på en hel masse dørklokker.
10. Var du syg ud over det sædvanlige i 2009?
Ja. Jeg fik fjernet min blindtarm i januar efter tre indlæggelser. Siden da, har jeg dog ikke døjet med andet end pletvise småforkølelser.
11. Hvad var det bedste køb, du gjorde?
Det må vist blive min MacBook Air. Fantastisk maskine!
12. Hvem gjorde noget, som han/hun fortjener et skulderklap for?
Kirsten blev genvalgt som Borgmester i Hillerød. Det var vigtigt og rigtigt.
13. Hvem gjorde noget, der ødelagde dit humør?
Generelt er mit humør mere end svært at ødelægge. Og den eneste ting, der i løbet af 2009 ødelagde mit humør, kan jeg ikke klandre andre end mig selv for.
14. Hvad brugte du flest penge på?
Det bliver vist min MacBook Air. Og så har jeg hældt en del penge i virksomheden – som så heldigvis er blevet forrentet overordenligt godt. :-)
15. Hvilken oplevelse var du rigtig, rigtig begejstret for?
1. Maj i Fælledparken, kommunalvalgkampen i efteråret (ikke selve valgdagen), og nytår i London.
16. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, er du så: Mere glad eller mere trist? Tyndere eller tykkere? Rigere eller fattigere?
Gladere, tykkere og rigere (det svarede jeg også for et år siden – måske skal man snart overveje en slankekur?
17. Hvad ville du ønske, du havde gjort mere?
Holdt pauser, rejst og stemt dørklokker (ikke nødvendigvis i den rækkefølge).
18. Hvad ville du ønske, du havde gjort mindre?
Bestilt mad udefra. Jeg elsker at lave mad selv, men det har knebet lidt med tiden (og planlægningen) i perioder.
19. Hvordan tilbragte du nytårsaften 2009/10?
I London med Maria. Det var første gang jeg prøvede nytår i udlandet, og det var en fantastisk oplevelse!
20. Blev du forelsket i 2009?
Ja! Og heldigvis blev hun også forelsket i mig! :-D
21. Hvad var dit yndlingsprogram i tv?
Californication var fedt. Men jeg har faktisk ikke set særlig meget TV i 2009.
22. Hader du nogen nu, som du ikke hadede på samme tid sidste år?
Nix. Jeg tror ikke på had.
23. Hvad var den bedste bog, du læste?
Jeg må krybe til korset og indrømme at jeg ikke er den store læsehest. Men jeg fik (gen)læst “Den forsvundne Fuldmægtig”, der er en af mine absolutte favoritter!
24. Hvad var din største musikalske opdagelse?
Jeg var på Roskilde festival for første gang i mit liv, og den oplevelse tåler absolut en gentagelse. Den fedeste koncert dér, var klart Malk De Koijn – måske også den fedeste koncert i mit liv. Håber virkelig at de udgiver et nyt album i 2010.
25. Hvad var årets bedste film?
Jeg tror det bliver Avatar, som jeg i øvrigt både så til for-forpremiere og til gallapremieren. Begge gange i Imperial.
26. Hvad ønskede du dig – og fik?
En færdiggjort uddannelse og et spændende arbejde.
27. Hvad ønskede du dig – og fik ikke?
Fire år mere som byrådspolitiker.
28. Hvad ville have gjort året ulige meget bedre?
Et folketingsvalg, med deraffølgende ny regering.
29. Hvordan var din tøjstil?
Lidt pænere end hidtil. Flere skjorter, jakker og slips. Mindre Hawaii.
30. Hvad holdt dig sund og rask?
Kærlighed og kildevand, må det være. For jeg har ikke selv gjort meget for det, må jeg indrømme. :-)
31. Hvilken berømthed var du hemmeligt forelsket i?
Jeg er ikke den store fan af idoldyrkelse (hehe – det må vist være en tautologi), så ingen hemmelige kendis-forelskelser her!
32. Hvilket politisk emne påvirkede dig mest?
Kommunalvalget. Det fyldte jo nærmest hele det sidste halve år.
33. Hvem savnede du mest?
Det bliver vist en genganger fra sidste år: Poul Nyrup. :-)
34. Hvem var den bedste ‘nye’ person, du mødte?
Maria. Helt sikkert! :-D
35. Nævn en leveregel, du lærte i 2009.
Når én dør lukkes, åbnes en anden.
Vi er glade for at kunne byde Mikael Lemberg velkommen hos Komfo. Han er blevet udråbt til ”Danmarks førende Facebook ekspert” i medierne, og dette med god grund. Mikael Lemberg har blandt andet stået bag HP’s Facebook politik, der var den første af sin slags i Danmark, og har dermed også været én af pionererne, når det kommer til at bruge Facebook som professionelt kommunikationsværktøj.
Socialdemokraten Mikael Lemberg, der siden december har kandideret til partiets ledige Folketingskreds i Hillerød, meddelte søndag eftermiddag sin kredsformand, at han trækker sit kandidatur, for i stedet at bakke op om Christine Antorini.
- Man bør altid være klar til at erkende, når en bedre kandidat er kommet på banen, end en selv. Og det er hvad jeg har gjort. Christine er et fremragende folketingsmedlem og en dygtig uddannelsesordfører, og jeg vil derfor ikke stå i vejen for hende.
Mikael Lemberg satser i stedet på en aktiv rolle i Antorinis kampagnestab:
- En af mine stærke motivationer til selv at kandidere til Folketinget, var ønsket om at forny partiet og dets kampagnemetoder. Med Christine Antorini som kredsens folketingskandidat, tror jeg vi har alle muligheder. Derfor har jeg tilbudt hende at bidrage med de kompetencer jeg besidder, til at give hende og partiet det bedst mulige valg næste gang.
Lemberg opfordrer endvidere de to andre kandidater, Louise Colding Sørensen og Susan Kjeldgaard, til at følge hans fodspor og trække deres kandidaturer.
- Jeg synes at vi skal samle alle vores kræfter om Christine. Set helt nøgternt kan vi ikke ønske os en bedre kandidat end Christine, og den erkendelse håber jeg også at de to andre kandidater når til.
For yderligere informationer kontakt:
Mikael Lemberg
Tlf. 53377988
Nordsjælland er i 90′erne og 00′erne blevet et vækstcenter, hvis udvikling i høj grad foregår uafhængigt af udvilingen i København. Derfor er det også på tide at princippet bag den kollektive trafikplanlægning for området ændres, så vi sikrer gode forhold for pendlere og erhvervsliv. Vi skal have et trafiknet der binder Nordsjælland sammen, så vi kan rejse rundt uden at skulle runde København.
Derfor foreslår jeg en ydre S-togsringlinje mellem Frederikssund – Hillerød – Helsingør. Linjen skal binde Nordsjælland sammen på tværs. Det er i dag ikke en egentlig forbindelse mellem de 3 nordsjællandske storbyer. En sådan forbindelse vil skabe nye relationer til gavn for kultur, uddannelse og erhvervsliv. Den nye dynamik vil skabe ny vækst og arbejdspladser i Nordsjælland.
Målet med forslaget er at skabe større mobilitet, og gøre den kollektive transport til et reelt alternativ til bilen. Derfor må forslaget om en ydre s-togsringlinje naturligvis ledsages af en massiv prisnedsættelse. Priserne for kollektiv transport er under VKO-regeringen steget enormt. I dag koster en tur til København 50 % mere end i 2001.
Sidst men ikke mindst mener jeg at busdriften bør omlægges, så den drives på et regionalt niveau, i stedet for kommunalt niveau, som det har været hidtil. Denne ordning, som Lars Løkke indførte med kommunalreformen i 2005, har udtømt ressourcerne i både kommunerne og busdriften. Eksempelvis kompenseres Hillerød Kommune hvert år blot med 6 mio. kr. til busdrift, selvom det koster over 30 mio. Resten af pengene må kommunen finde ved besparelser på kernevelfærd og nedlæggelse af busruter.
Mine forslag til forbedring af den kollektive transport skal finansieres ved en omlægning af afgiftssystemet på privatbilisme, hvor vi reducerer afgifterne på køb af nye biler, og til gengæld lægger øgede afgifter på forurening.
Jeg har meldt mig som Socialdemokraternes næste folketingskandidat i Hillerød-kredsen. Hvis jeg bliver valgt, vil dette være en af de mærkesager jeg vil arbejde for på Christiansborg.
”De fattige har ikke råd til tandlægen”, konkluderer en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som dokumenterer at den fattigste halvdel af danskerne går 40% sjældnere til tandlægen, end resten af befolkningen. Det skal ændres, så jeg foreslår som første skridt at indføre en ret til gratis årligt tandlægetjek for alle danskere.
Fire ud af ti fattige danskere har slet ikke været til tandlægen de sidste tre år. Og selv hos den rigeste halvdel af danskerne er tandlægefrekvensen ikke imponerende. Her har 20% sprunget tandlægebesøget over i samme periode.
Det er utallige gange dokumenteret at samfundet og arbejdsmarkedet har en betydelig økonomisk gevinst at hente ved at forebygge alvorlige og kostelige tandsygdomme som eksempelvis paradenthose. Alligevel tandplejen en varm kartoffel som VKO har holdt sig fra i samtlige 9 år de har haft regeringsmagten.
Forklaringen er sandsynligvis ganske simpel. Eftersom tandpleje for voksne er stort set 100% brugerfinansieret, vil det være en umådeligt dyr affære at gøre det ultimativt rigtige og flytte området ind under sygesikringen. Men mindre kan også gøre det – til en start.
Jeg foreslår at vi indfører retten til et gratis årligt tandlægetjek for alle. Retten skal omfatte basal tandrensning, eftersyn for huller og tandkødsygdomme og vejledning vedrørende tandbørstning og mundhygiejne. Anbefaler tandlægen yderligere arbejde, falder det ind under den nuværende ordning.
Omkostningerne for samfundet vil således være minimale, men vi sikrer alligevel at alle danskere regelmæssigt kommer til tandlægen. Det er et skridt i den rigtige retning, da det sikrer at sygdomme og misligholdelse opdages i opløbet og kan bekæmpes med den rette forebyggelse.
Jeg har meldt mig som Socialdemokraternes næste folketingskandidat i Hillerød-kredsen. Hvis jeg bliver valgt, vil dette være en af de mærkesager, jeg vil arbejde for på Christiansborg.
Socialdemokraterne i Hillerød fik inspiration fra den amerikanske præsident Barack Obama, da man førte kampagne frem mod kommunalvalget den 17. november.
Det blev afgørende for at fastholde borgmesterkæden hos Kirsten Jensen (S), mener byrådsmedlem Mikael Lemberg.
Han er ekspert i Facebook, og mener godt at folketingsgruppen på Christiansborg kunne have gavn af hans kompetencer. Derfor går 26-årige Mikael Lemberg (S) nu efter at overtage den kandidatpost, der er ledig i Hillerød-kredsen, efter Lone Møller har meldt ud, at hun stopper i folketinget, og fortsætter karrieren indenfor lokalpolitik i Gribskov Kommune.
Formanden for DSU Hillerød fortæller her hvorfor han stemmer personligt på Mikael Lemberg til byrådet i Hillerød.
Jeg har kendt Mikael i næsten 5 år. Igennem arbejdet i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har vi lært hinanden godt at kende. Mikael er en mand med stor energi, har let til smil og ikke mindst har han en fantastisk evne til at få nye spændende ideer.
Jeg ville selv havde været en dårligere DSU-formand, hvis det ikke var for Mikael. Mikaels evne til samarbejde er meget professionel – han stiller krav, supplerer og er god til at rose andres arbejde.
Disse evner tager Mikael videre i hans kommunalpolitiske arbejde, hvor han igennem de sidste år har sat aftryk på kommunen og på partiets politik og organisation.
Mikael brænder for politik. Mikael har stået i spidsen for DSU’s 10 HilleRØD-principper og har vist at han tør tale visioner og værdier. Men det er ikke værdier det hele – Mikael formår at gøre visioner og værdier til konkret politik, både når det gælder ungdomshus i Hillerød og blandede boligområder, hvor der er plads til alle.
Når jeg de sidste mange måneder har brugt rigtig meget tid på at forberede valgkamp og gå på kampagne er det ikke kun fordi jeg ønsker et socialdemokratisk Hillerød, men fordi jeg igennem de sidste 5 år fået kendskab til en mand, som jeg stolt kalder min ven.
Stem på Mikael Lemberg d. 17. november!
Med venlig hilsen
Jonas Witt Hansen
Formand, DSU Hillerød
Mange kandidater fra forskellige partier har spurgt Frederiksborg Gymnasium om de måtte arrangere politiske debatter om kommunalvalget. Men de er blevet afvist, fordi skolen ikke fandt kommunalvalget vigtigt nok til at afse værdifuld undervisningstid til.
Mandag d. 16/11 – éen dag før valget – valgte Frederiksborg Gymnasium dog at indføre mødepligt til et møde, hvor eleverne kun måtte møde Lars Løkke Rasmussen og Venstres borgmesterkandidat i Hillerød.
Eleverne viste straks deres utilfredshed med Gymnasiets ensidige Venstre-propaganda og arrangerede med under 24 timers varsel et alternativt valgmøde i spisefrikvarteret og modul 3.
Over 150 elever valgte at deltage i det alternative valgmøde med Socialdemokraterne, Konservative, SF og Fælleslisten. Men Gymnasiets rektor, Peter Kuhlmann, instruerede alle lærere i at notere fravær for de elever, der ikke kun ville høre på Venstre.
Må et Gymnasium tvinge eleverne til at høre Venstre-propaganda, og straffe dem for at lytte til de andre partier? Statsministeren havde tilsyneladende bedt om det – det lyder som magtfordrejning!
Med venlig hilsen
Mikael Lemberg
Byrådsmedlem (S)
Her i dag har jeg været vidne til et mildest talt absurd sceneri på Frederiksborg Gymnasium. Statsminister Lars Løkke og Venstres borgmesterkandidat havde inviteret sig selv op til gymnasiet til en fællestime for alle elever om politik. Venstre er således det eneste parti som har fået taletid på Gymnasiet ifm. kommunalvalget.
Ifølge vandrørene var arrangementet et såkaldt “siciliansk tilbud”. Altså et tilbud, som Gymnasiet ikke kunne/måtte afslå. Selvsamme vandrører beretter at arrangementet har været aftalt længe. Men Statsministeriet havde meddelt gymnasiet at de ikke måtte offentliggøre arrangementet før i fredags pga. “sikkerhedshensyn”.
Det gør det jo bare endnu mere ufatteligt at Gymnasiet hårdnakket har afvist alle andre kandidater og partier – når nu de vidste at Venstre ville komme til sidst.
Arrangementet stort set udelukkende kom til at handle om kommunalpolitik, hvilket gjorde en del elever sure over at gymnasiet således forfordelte et parti frem for de resterende.
Lars Løkke startede med at takke for invitationen, hvorefter en elev spurgte hvem der havde inviteret ham. Det kunne Løkke ikke svare på.
En anden elev spurgte om Klaus Markussen og Lars Løkke selv fandt det rimeligt at de var det eneste parti der havde fået taletid på Gymnasiet. Det kunne de heller ikke svare klart på.
I spisefrikvarteret havde eleverne og DSU Hillerød som modreaktion arrangeret et alternativt valgmøde, hvor byrådskandidater fra S, SF, Konservative og Fælleslisten debatterede og svarede på spørgsmål. Jeg selv repræsenterede Socialdemokraterne og fik efterfølgende ganske fine anmeldelser. :-)
Over 150 elever havde valgt at skippe undervisningen for at møde kandidaterne. Det var en fantastisk oplevelse – og som ordstyreren, der selv er elev på Gymnasiet, sagde i sine afsluttende bemærkninger:
“Vi er gået en halv time over tiden… Og det beklager jeg faktisk ikke! For I skal til valg i morgen, og dette her er den eneste chance I får!”